ALVERDENS HUNDERACER – KOOIKERHONDJE

Kooikerhondje'n er en stor hund i en
lille krop – og noget af et energibundt. Kooikerhondje er en gammel hollandsk
race, som er opkaldt efter den fælde - kooikeren - som man tidligere brugte til
at fange levende vildænder med ved de hollandske søer. Kooikeren har gennem
generationer været brugt til lokke ænderne ind i de fælder, der blev
opstillet af fuglefængeren. Fælden bestod af et langt rør lavet af net (tror
jeg nok). Ænderne kunne komme ind i røret, men de kunne ikke se, hvad der var
i den anden ende. Det var så kooikerhundens opgave at lokke ænderne så langt
ind i røret, at fuglefængeren kunne lukke af for dem og drive dem til fælden
i slutningen af røret.
På jægerens signal begyndte kooikerhunden at fjolle rundt, lave krumspring og
løbe omkring på en sådan måde, at det fangede ændernes opmærksomhed og
gjorde dem nysgerrige. Det var især hundens hvide og buskede hale, der tiltrak
ændernes opmærksomhed. Måske troede de, at det hvide glimt udgjorde en fare,
men var ikke helt sikre og ville lige se nærmere efter. Når ænderne kom nærmere,
løb hunden ind i røret, hvor den løb hid og did og var synlig i mørket. For
ænderne så det ud som om, at hunden flygtede fra dem. Og de gik i gang med at
"jage" den endnu længere væk. Når ænderne mistede interessen og
ville vende tilbage, var vejen afskåret fra dem – blokeret af fuglefængeren.
Med et net ovenover dem og jægeren bag dem kunne de ikke andet end at bevæge
sig fremad mod fælden. På den måde kunne man fange hele flokke på én gang.
Ud over at være jagthund fungerende kooikeren også som medhjælper på gården,
hvor den var vagthund og fangede rotter og mus.
Der findes stadig ca. hundrede andelokkesteder i Holland i dag, hvoraf de fleste
bruges til videnskabelige undersøgelser. I en del af dem arbejder fuglefængeren
som tidligere med sin hund. Men nu med det formål at give ænderne ringe på
til forskning i fugletræk.
Kooikeren er en glad hund med selvtillid. Den er intelligent og har et højt
energiniveau. Af natur er den noget forbeholden og reserveret over for fremmed
mennesker og andre hunde. Men når den først kender folk, er den meget loyal.
Det er utrolig vigtigt at socialisere sin kooikerhvalp tidligt og alsidigt, så
den overvinder den medfødte reserverthed over for alt, hvad der er fremmed for
den. Da det er en jagtrace, holder den meget af livet i det fri og har brug for
regelmæssig motion, for at være glad og velfungerende. Kooikeren er
oprindeligt lavet til at arbejde meget: jagt og gårdarbejde, og den har derfor
et næsten utrætteligt behov for at blive beskæftiget og aktiveret med mentale
opgaver. Kedsomhed får dem til selv at finde på noget at lave – og det er
tit unoder.
Kooikerhunden er en vagtsom hund, men den vogter ikke støjende. Det er også en
følsom og intelligent hund med sin egen vilje. Men den tåler ikke, at man råber
af den eller bruger hårde voldsomme metoder. Det knækker den totalt. Venlig
konsekvens er nødvendig. Da kooikeren er en lille og spinkel hund, og fordi den
er meget følsom, er den ikke velegnet at have sammen med små børn eller dårligt
opdragede børn, som er voldsomme mod hunden.
Start træningen og socialisering så tidligt som muligt, og gør det sjovt. Træn
i korte sekvenser. Klikkertræning kan varmt anbefales til en kooiker. Kooikeren
er stadig meget glad for vand, og bør jævnligt have lov til at svømme og lege
i vandet. Den har også brug for meget fysisk motion og mental aktivering for at
dække dens høje energiniveau, og det er afgjort ikke en hund for inaktive
mennesker. Kooikeren er også meget glad for apportering og bør ofte have små
bæreopgaver. Ellers kan kooikeren bruges til lidt af hvert: spor, agility,
lydighed, freestyle (lydighed til musik) osv.